Når “mig-tid” ikke længere er afslappende
Selvom jeg længe har prioriteret “mig-tid”, så har jeg ikke følt det, som det åndehul som var intentionen. Det slog mig i dag, at årsagen er, at “mig-tid” altid er aktiviteter som kræver min mentale og sommetider fysiske tilstedeværelse. Jeg kan godt slappe fysisk af med at strikke, læse en bog, meditere eller gå en tur, men jeg slapper ikke af mentalt.
Når jeg tænker tilbage på min barndom, var det, at kigge ud i luften en yndlings-beskæftigelse, og jeg gjorde det hver dag. I bussen på vej i skole, ud af vinduet fra mit værelse eller liggende i græsset med blikket mod skyerne. Der var ingen smartphones, computere eller andet der skulle underholde mig non-stop.
Jeg stoppede med det som voksen. Der er altid noget på programmet eller forstyrrelser -også når jeg har sat mig for at slappe af. Vi lever også i en kultur, hvor dét at kigge ud i den blå luft, nærmest er skammeligt, eller forbeholdt en gråhåret professor med et glas whisky. Det er som om, vi er bange for at lave ingenting.
Jeg har levet så meget i overhalingsbanen, at jeg har glemt at reflektere i særlig høj grad. Og det kastede mig fuldstændig ud af kurs i forhold til mine indre værdier.
“Jeg har levet så meget i overhalingsbanen, at jeg har glemt at reflektere i særlig høj grad. Og det kastede mig fuldstændig ud af kurs i forhold til mine indre værdier. “
Et dagligt reflektionsrum ændrede mit liv radikalt
En vandretur på 100 km over en weekend, lyder ikke til at være en særlig afslappende aktivitet i manges ører. Bevares, det er da også fysisk krævende at smide 15 kg på ryggen og gå 25 kilometer om dagen. Men det særligt ved vandreturene er, at der er tid til reflektion. Både imens man vandrer, når man holder pauser ved smukke udsigtspunkter og når man om aftenen træt og udmattet kigger ind i bålet. Der er ingen distraktioner.
Derudover, så er der tid. Tid til pauser, tid til at sidde på en sten og nyde solen lidt, tid i sin sovepose til at drømme, reflektere og sætte tanker på plads. Tiden manglede i min hverdag.
Siden jeg begyndte at indføre reflektionstid i min hverdag, har jeg rykket mig væsentligt på mit velvære. Jeg er blevet klogere på mig selv og mine værdier, og hvordan jeg i en presset hverdag holder fast i dem. Jeg tør stå ved dem og prioritere dem. Jeg har fået en klar føling med mig selv- og mit selvværd? Det har taget kurs mod stjernerne med raketfart.
Jeg er mere rolig og velformuleret, ligesom jeg er mere mentalt til stede med mine børn, og en bedre partner. Mine handlinger er gennemtænkt for det meste, og derfor harmonerer de også mere med mine værdier.
Jeg har fået styr på mit indre kompas og kan styre efter det.
Sådan ser min reflektionstid ud
Til hverdag, benytter jeg ofte en eller flere af disse metoder
– Når jeg går tur med hunden, er telefonen på lydløs. Jeg prioriterer naturskønne områder og mindst i en time hver dag.
– Jeg kan finde på, at gå tidlig i seng -og lukke døren. Ikke for at sove, men for at kigge op i loftet.
– I stedet for fjernsyn eller computer om aftenen, nyder jeg en kop kaffe med udsigt i udestuen eller blot ligge i sofaen og putte med hunden.
– Jeg elsker at spise frokost alene i vores café, hvor der er udsigt ud over vandet.
– Nogle dage, sidder jeg en halv time et dejligt sted, inden jeg kører hjem fra arbejde.
– Snige mig op til min søn og nyde hans skylight om aftenen – dvs. kigge på stjerner fra hans seng.
– Droppe telefonen i toget, men bare kigge ud af vinduet.
I mine weekender kan jeg finde på at:
– Tage på vandreture i ind- og udland, alene.
– Nyde en kop kaffe på min terrasse. Uden telefon, læsestof eller andet.
– Ligge i græsset og kigge på skyer
– Skovbadning
– Tage på stranden og kigge ud over vandet, alene. Indrømmet, jeg har noget med udsigter.
