Dette indlæg indeholder reklamelinks.
Alle børn er hjemsendt fra de danske skoler de næste 14 dage, og min Facebook feed er stoppet til med reklamer og delte opslag, om hvordan vi nu får proppet læring ind i hovedet på disse unge mennesker.
Inden du går i panik over, både at skulle hjemmeundervise en eller flere børn de næste 14 dage, og samtidig overbevise chefen om, at du sagtens kan klare dit sædvanlige job hjemmefra, så
TRÆK LIGE VEJRET
.
.
.
OG EN GANG TIL.
Velkommen til slow living skolen
Lad os da benytte denne unikke lejlighed til at sænke farten og forventningerne, flytte fokus fra at skulle kopiere en præstationsfokuseret skole (med al for få resurser) til den nye slow living hverdag som lige er blevet foræret til os! Ingen madpakker skal smøres, ingen skoletasker skal pakkes, ingen sædvanlig morgentrummerum eller hente-bringe-stress.
I slow living skolen lærer børn om livet på en naturlig måde igennem tid, nysgerrighed og nærvær. De traditionelle fag sættes på skemaet, men nu står det på yoga frem for fodbold og bagning frem for kemi.
Det skal lige siges, at jeg hverken er den helt store kritiker af vores folkeskolesystem (bl.a. fordi jeg har ikke et bedre alternativ for alle børn i danmark) men samtidig er jeg skeptisk overfor den måde vores uddannelsessystem i dag masseproducerer samfundsborgere, der er skolet i at ‘følge med’ i stedet for at lytte til dem selv. Min egen søn er rigtig glad for skolen og det fællesskab han finder der, og jeg vil ikke kunne give ham et bedre alternativ i det lange løb. Men på sidelinjen, og nu også de næste 14 dage, har jeg mulighed for at supplere hans uddannelse med læring der går ud over de kvantitative læringsmål kendt fra folkeskolen. I slow living skolen skal vi nemlig lære at mærke godt efter i vores maver, lytte til vores hjerter og tro på vores hjerner.
I slow living skolen tilrettelægges fagene efter hvad barnet og den voksne har brug for, hvad de magter og hvad de ønsker. I denne guide, vil jeg fokusere på indskolingsbørn, da disse stadig kræver masser af overvågning og aktivering.
Som konstitueret skoleleder, er din opgave nu at få tilrettelagt og synkroniseret dit og familiens skema så det giver jer de bedst mulige 14 dage sammen.
På denne side finder du slow living inspiration til fagene
- Biologi
- Fysik og kemi
- Idræt
- Matematik
- Dansk
Få struktureret dit arbejde
Kan du holde møder på bestemte tidspunkter, hvor du kan sætte børnene i gang med en særlig opgave? Hvilke opgaver skal nås inden for de sædvanlige 8-16 og hvilke kan laves om aftenen når børnene er puttet? Hvis både du og partneren arbejder hjemmefra, hvordan kan I lave skiftehold, så begge kan opfylde deres arbejdsmæssige forpligtigelser, samtidig med at børnene går i slow living skole?
Skole- og arbejdsskema
Start med at lave et skole- eller arbejdsskema hver især. I kan tegne eller skrive de forskellige aktiviteter ind og dit barn kan farvelægge og illustrere sit skema. Skoleskemaet kan indeholde de mange forskellige fag kendt fra skolen, men som i slow living skolen rummer andre emner. Idræt kan f.eks. være fælles morgen familie-yoga og biologi kan være en opgave i haven. Se min inspirationsliste længere nede.
Inviter dit barn med til at finde på. Hvis han eller hun selv har været med til at lave skemaet, vil der helt sikkert også være større motivation til at følge skemaet – med lidt hjælp fra dig selvfølgelig.
Arbejdsskemaet og skoleskemaet skal synkroniseres. Har du f.eks. et telefonmøde fra kl. 09-10 skal der ikke være idræt på skoleskemaet, men måske læsning, LEGO, krea-tid eller andet som kan beskæftige dit barn længst muligt selv. Aftal tid hvor det er okay at forstyrre dit arbejde og tid hvor man skal være stille. Vær rimelig – og overhold jeres aftale.
Hent et printervenligt skole- eller arbejdsskema ved at klikke på billedet:
Biologi
Der er masser af muligheder for, at give den gas i biologi. Foråret er over os og vi trænger alle til frisk luft ovenpå sådan en våd og grå vinter. Derfor vil biologitimen i slow living skolen handle om at udforske naturen sammen og hver for sig.
Gå på opdagelse i skovbunden
Tag ‘prøver’ med hjem og find ud af hvad der gemmer sig i skovbunden om foråret.
Fuglene i haven
Hvilke fugle findes i jeres have? Send barnet ud med et kamera og find 5 forskellige fugle i haven. Vælg den flotteste og tegn/mal fuglen.
Find spiselige planter
Allerede nu er der masser af lækkerier i naturen som kan spises. Lav/tegn en bingoplade og find så mange I kan. Husk at den voksne skal godkende før man smager!
5 spiselige planter, du kan høste nu
Køkkenhaven
Lige om lidt er det tid til at så årets store høst. Men der er allerede masser af aktiviteter at gå i gang med allerede nu, som vil lære dit barn om det vigtige fra-jord-til-bord princip. Frøsnapperen.dk har en rigtig god guide til, hvad kan dyrkes i marts.
Frøsnapperen.dk: Såkalender for marts
Fysik og kemi
Kemi er noget, som først bliver introduceret til de større klasser. Men der findes masser af hverdagskemi som er sjov at tage fat på! Der er masser af inspiration at hente på nettet, bl.a. hos Fysikbanken, eller hos Testoteket som deler deres forsøg op efter klassetrin. Sjovere og nemmere blivere det ikke.
Men det behøver faktisk slet ikke, at være så avanceret. For ved du hvad gær består af? Hvorfor får det brød til at hæve? Ved hvilken temperatur virker gær bedst? Hvad kan man erstatte gær med? Hvad gjorde man i gamle dage?
Der er vist rigeligt at lære både for store og voksne 😉 Prøv f.eks. at starte en surdej op sammen.
Idræt
Mit barns fodbold er aflyst de næste 14 dage, og jeg regner bestemt med at det bliver forlænget. Der er heller ikke mange der vil mødes og spille eller lege, så hvordan får vi lige det der motion ind i rigelige mængder?
Familie yoga
Her er virkelig foræret den ultimative slow living hverdag og det kalder på en ny morgenrutine med familieyoga!
Yoga er for mange blevet et middel til at skabe flere åndehuller til nærvær og væren, og balancere krop, sind og ånd. Hvorfor ikke også børnene? Familieyoga er en sjov, nærværende mindful måde, at være sammen med sit barn på. Det kræver kun en yogamåtte hver og at kunne se videoerne på en stor skærm som f.eks dit tv. Sørg for, at øvelserne ikke er for lange. 15 minutter i roligt tempo er rigeligt til at starte med.
Hvis dit barn kan engelsk, så skal I helt sikkert se denne fantastiske børneyoga video med Alissa Kepas:
Kan dit barn ikke engelsk, så vil jeg benytte en mere almindelig video, som ikke henvender sig direkte til børn, men som går igennem nogle basis yoga øvelser i langsomt tempo. Der findes mange gratis videoer på youtube, men jeg kan bl.a. anbefale
Familievenlige yogavideoer på dansk:
Andre idéer til slow living idræt kan være cykel- og MTB ture, løbeture og orienteringsløb, hjemmefitness, Simon-siger eller lign. lege, skattejagt, geocashing, kano- eller kajakture, eller go’ gammeldaws gymnastik.
Familie OL
I sommer lavede vi familie-OL. Børnene brugte tre timer på at klargøre en 100-meter-løb bane på vejen, fodbold golf i haven, spyd(pinde)-kast, længdespring osv. som familien skulle dyste i. Det er mega sjovt og børnene havde en fest med at forberede til den store dyst.
Matematik
Verden er fuld af matematik! Så ud med læringsbøgerne og brug i stedet verden som matematik legeplads.
Bytte Bytte Købmand
…er en fantastisk leg, som kan tilpasses de fleste aldre. Inddrag børnene i familiens økonomi ved f.eks. at skrive indkøbssedlen sammen og finde priser på varene på Nemlig eller COOP.
Inviter til nysgerrige samtaler som hvorfor man bør kigge på kilopris og ikke stykpris, hvad er et kreditkort, og hvorfor koster det penge at låne penge?
Lav mad
Der er masser af matematik i opskrifter. Alt efter sværhedsgrad kan man lave dobbelt- eller tredobbelt portion, omregne fra deciliter til liter, gram til kilo osv.
Der er også mange gode spørgsmål, for hvad af prisen på det mad i laver? Hvad koster 200g mel hvis 1 kilo koster 20 kr.? osv.
Håndværk jer sammen
Benyt disse dage til at få ordnet et par husprojekter. Få børnene til at hjælpe i det omfang de nu kan. Lav evt. nogle mindre projekter som et fuglehus eller grave et bed i en bestemt størrelse. Det kan også være kreative projekter som at sy eller strikke et par grydelapper.
Spil kort- og terningespil
Du tænker måske ikke så meget over det. Men hver gang du spiller UNO med dit barn, så øver i både farver og tal. Er det for nemt, kan I spille 500 eller 31 hvor kortene har forskellige værdier som giver points. I kan også spille det gode gamle spil yatzy hvor der også skal bruges hovedregning.
Dansk
Nu er der god tid til at få indhentet eller vedligeholdt nogle læsefærdigheder! Læsning er en all-time slow living favorit til børn og voksne.
Støt den lokale boghandel ved at gå ned og købe et par børnebøger som I kan hygge jer med i løbet af de næste 14 dage. Det kan både være bøger I læser sammen, eller som dit barn skal læse selv. Sæt læsning på skemaet, måske har du noget fagligt der skal læses? (e-mail tæller ikke!)
Jeg troede aldrig, at jeg skulle anbefale det, men her kommer det!! I lyset af, at bibliotekerne desværre er lukkede i denne coronavirus-tid, så kan man låne bøger via digitale tjenester som eReolen, og Maneno, samt i apps som f.eks. Pixi børnebøger, saxo m.fl. Derudover findes også bogspecifikke apps som Oskar og Olivia og Charlies Eventyr.
Alternativ dansk undervisning
Der er naturligvis andre måder at læse og skrive på, end via de traditionelle bøger. Mit barn har lige i anledning af sin fødselsdag, skrevet en ønskeliste. Det kunne også være en indkøbsseddel, eller en anden slags huskeseddel, som I skriver sammen. Derefter kan barnet læse dem højt.
I kan også læse skilte og knapper, lave hæfter/ark med find-ord (de findes stadig i kiosker!), lave stave- og bogstavslege og meget mere.