Julen nærmer sig, hvilket betyder at de fleste lige nu er på jagt efter gaver til familie og venner. Jeg skrev for nylig en Guide til Slow Living Julegaver 2021 – en guide til slow simple living julegaver til voksne. Men behovet for en lignende guide til små børn, blev hurtigt aktuelt.
Vi er efterhånden blevet mere miljøbevidste end nogensinde, og tanken om, at give legetøj som bare tilføjes til bunken af materialistiske ting som kun får kortvarigt opmærksomhed og glæde, er på en eller anden måde blevet outdated.
Samtidig er vi blevet mere bevidste om hvor vigtig samvær, nærvær og generelt bare tid med hinanden er i vores korte liv. Jeg mener, at give slow living værdierne videre er den største gave af dem alle. Men hvordan giver man tid og nærvær i gave til et lille barn, der ikke forstår hvad ‘en hyggelig dag med mormor til sommer’ er for noget?
Glæden ved at give en gave og se barnet lyse op af glæde er også stadig stor for de fleste af os. Derfor har jeg samlet 6 bud på slow living julegaver for små børn.