single-image

Ingen takker dig nogensinde for at gå ned med stress.

Stress er en normal menneskelig reaktion, der sker for alle. Men når kroppen bliver for belastet over for lang tid kan det ende med et regulær stress kollaps. Der findes mange artikler om stress, så i denne artikel udforsker vi hvorfor vi egentlig ender der og hvordan vi selv kan forme et liv uden stress.

“Husk, ingen takker dig nogensinde for at gå ned med stress” sagde min 10 år ældre søster som noget af det første, da jeg blev færdig med min kandidatuddannelse fra CBS. Ifølge alle statistikkerne, ville mit nye ‘fine’ eksamensbevis nemlig også inkludere en direkte billet til en stress sygemelding. 

Hendes sætning har fulgt mig lige siden og i dag, 5 år efter, kan jeg kun give hende ret. Selvom jeg har kunne holde min egen stresssygemelding for døren, har der desværre været rigeligt med eksempler på min vej: Ingen takker dig nogensinde for at gå ned med stress. Hverken din arbejdsgiver, din familie, dine venner eller din egen krop. Så hvorfor ender mange af os der alligevel og hvordan kan vi indrette liv i det moderne samfund som holder det for døren?

Der er alvorlige konsekvenser forbundet med kronisk stress. Hvis du har symptomer på stress anbefaler jeg på det kraftigste at tage kontakt til egen læge. Læs om symptomer på stress her.

Stress - den moderne folkesygdom. Eller er det?

Der findes oceaner af information tilgængelig om stress, stress forebyggelse og behandling, ligesom stress bliver ofte citeret for at være den moderne folkesygdom fordi den hvert år er skyld i en million fraværsdage (!), 30,000 hospitalsindlæggelser, 3.000 førtidspensioner og 500.000 henvendelser i almen praksis (kilde: Stressforeningen). Men stress er ikke en sygdom. 

“Stress er ikke en sygdom men en belastningstilstand, som både kan være psykisk og fysisk. Belastningstilstanden opstår, når ydre eller indre krav overstiger de ressourcer, den enkelte har – eller oplever, at han eller hun har. Hvis det står på i længere tid, kan medføre sygdomme.” – Psykiatrifonden.dk

Hvis stress ikke er en sygdom, man kan blive ramt af som en virus eller bakterie, er det altså en tilstand man selv har stor indflydelse på sker. Og det er jo fantastisk, for det betyder også vi selv har kontrollen, hvis vi evner at tage den. 

 

 

Hvem er det, som stresser dig?

Det spurgte min chef mig engang, da jeg på min bedste voksen-måde gav udtryk for, at jeg var millimeter fra en stresssygemelding. Jeg blev så provokeret af hans spørgsmål, at jeg havde lyst til at kyle pc’en i hovedet på ham og gå ud af døren med en bagudrettet fuckfinger – for hvad bildte han sig ind, når jeg lige havde viet hele mit (og familiens) liv de sidste 3 måneder til hans virksomhed og nu desperat råbte om hjælp!

Han er i øvrigt stadig min chef — den bedste jeg nogensinde har haft. For da jeg var færdig med at billedligt forestille mig min dramatiske exit, ventede han stadig tålmodigt og oprigtigt på mit svar. Og dér kunne jeg jo godt se, at han lige havde anvendt endnu en coaching-teknik på mig og fået mig til at indse, at svaret var: mig selv. 

Jeg havde selv sat barren højere end det var menneskeligt muligt. Jeg havde selv konverteret hans “det her projekt skal prioriteres og gøres færdig hurtigst muligt” til “det skal være færdig på en måned”. For de ydre krav var ellers i orden: jeg arbejder deltid, har fået ansat det team jeg selv har bedt om, kan arbejde når og hvor det passer mig, og jeg har stor indflydelse på målsætninger og retning.

Men jeg er perfektionist. Jeg er ambitiøs. Jeg er nysgerrig. Og så er jeg en sucker for anerkendelse. Den perfekte cocktail til, at jeg konstant ender på kanten af stress. De indre krav er simpelthen for høje. 

 

Kig på dine indre- og ydre krav

At kigge på de krav, eller forventninger, til hvordan vi vil leve vores liv, hvad vi vil opnå, være eller gøre er et emne jeg behandler meget her på bloggen. For vi er så heldige at leve i et samfund hvor vi trods alt har et valg — i modsætning til vores forfædre og mange andre dele af verden i dag.  

Hvor vores forfædre i høj grad måtte kæmpe med ydre krav og overlevelse som stressårsager, lever vi i dag i stedet i et samfund, hvor de indre krav er eksploderet: Med de sociale medier er det perfekte blevet det nye normale. 

Vi ved godt, at det vi ser på de sociale medier er “insta perfect”, et glansbillede, som ikke afspejler virkligheden. Men selvom vi rationelt ved, at det vi ser, er perfekt redigerede snapshots af andres liv, så skrider vores normalitetsbegreb når vi hver dag møder et overflod af livets succeser, positive øjeblikke og quick-fixes til at blive millionær. Og det påvirker de indre krav vi har til os selv.

“Vi er alle, voksne som børn, en del af en præstationsfremmende kultur. De fleste af os er gennemsnitlige, men vi lever samtidig i en tid, hvor de få, der får et 12-tal, poster det på de sociale medier. Og dermed tror vi fejlagtigt, at 12 er en normal karakter. Det perfekte er blevet det nye normale. 

Det uperfekte har ikke sin gang på jorden mere. Og det er en skam, for ingen mennesker er perfekte.” – Altompsykologi.dk

 

Føler du dig stresset, vil jeg anbefale dig en øvelse hvor du prøver at konkretisere de krav du føler dig tynget af. Vær ærlig – ingen behøver se dem. Hvis du f.eks. skriver ting som “man skal” – så udfordre “man”. Hvem er man? Navngiv hvem i dit virkelig netværk siger sådan. 

Begrebet ‘krav’ skal forstås bredt. Det kan være arbejdsmæssige krav eller krav i privatlivet. Og det kan være fysiske eller følelsesmæssige krav. De kan være udefrakommende krav og de krav være indre krav.

Er de ydre krav i virkligheden indre krav?

Noget af det mest brugbare jeg har lært fra stoicismen, og som jeg nævner i mit blogindlæg 5 stoiske principper som har ændret mit liv, er at holde fokus på dét vi kan kontrollere. Det er klart at de indre krav er noget vi selv kontrollere og derfor kan arbejde på, men hvad med de ydre krav? 

Hvis du ikke lige har en chef der stiller dig spørgsmålet om hvem som stresser dig, så tag alligevel et kig på listen over dine ydre krav og stil dig selv spørgsmålet, hvem har helt konkret givet udtryk for dette? 

I denne artikel kommer jeg ind på, at det som oftest begrænser os, er os selv. Det samme gælder de ydre krav. Er de i virkeligheden indre krav, som vi har forklædt som ydre krav? 

Hvis der er ydre krav, som rent faktisk er ydre krav, f.eks. arbejdsgiver-fastsat arbejdstider som stresser dig eller 80 aulabeskeder der kræver din opmærksomhed hver uge, så er det stadig dit ansvar at løse det. Find et andet arbejde, split ‘aula-vagten’ med din partner, eller hvad der skal til, for at mindske presset. Men tænk en ekstra gang over, om det er i virkeligheden er dig der selv sætter barren for, alt det du “skal” nå. 

Når livet overvælder os, er svaret altid 'mindre'

Du har måske hørt det citat før. Det stammer fra The Minimalists – originalerne bag den moderne minimalisme-bevægelse. Det er endnu et af de citater hvor, jo mere jeg tænker over den, jo mere sand er den. 

I sommer var jeg på vandretur i Sverige med min gode ven Esben. Vi har altid nogle særlig interessante diskussioner om alt mellem himmel og jord. En af emnerne faldt på det her med, at vi, i forsøget på at gøre vores liv nemmere, oftest ender med at adoptere teknologi som komplicerer og bidrager til mere stress end opfindelsens raison d’étre. Email er et godt eksempel. Med e-mailen kunne man pludselig sende og modtage en besked i realtid. Det skulle spare virksomheder og medarbejdere en masse tid og penge i forhold til at sende breve med post og fax.  Fast forward til idag, hvor en kontormedarbejder i gennemsnit modtager 121 emails hver dag. Vi skal huske passwords på de mange konti vi har på de forskellige devices, for ikke at tale om alle de notifikationer fra apps (f.eks. aula!) som vi også skal forholde os til dagligt. 

Så næste gang du overvejer en produktivitets app, en smart tjeneste eller anskaffelse af noget, så tænk over, om det reelt bidrager til mindre, eller om den blot ryger i puljen med flere krav til dig. 

Du er også i din fri vilje til at sige nej til mere ansvar, flere arrangementer og faste forpligtelser. Det kan være svært, når det også er noget man gerne vil, men I sidste ende er der ingen der siger “tak fordi du gik ned med stress”. 

ØNSKER DU MERE?

TILMELD DIG FOR AT MODTAGE DE SENESTE INDLÆG, TIPS OG EKSKLUSIVT INDHOLD!

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.

Smid en kommentar

Din email bliver ikke offentliggjort

Måske kan du også lide

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomTilbage til shoppen