single-image

[Boganmeldelse] Find din døgnrytme – og få overskud i hverdagen​

4.5/5

Artiklen indeholder reklamelink.

I min stræben efter, hvordan vi som samfund, såvel som individer, kan indrette os, så vi kan gå igennem livet med mest mulig livskvalitet og uden at gå ned med stress, angst eller depression som følge af den moderne arbejdskultur og den samfundshysteriske jagt efter mere og bedre, er jeg stødt på en ganske interessant bog og forfatter: Find din døgnrytme – og få mere overskud i hverdagen af Camilla Kring som er forfatter, civilingeniør og har en ganske særlig ph.d., nemlig i balancen mellem arbejdsliv og privatliv. 

Hun bidrager med et interessant perspektiv til min nysgerrighed over, at vi i 2021 ikke er nået længere i udviklingen af vores arbejdskultur, end at vi stadig arbejder efter industrialiserings kollektive takttider (med beskeden varians i form af ‘flex-tid’) og på trods af teknologi og udvikling, stadig arbejder os halvt ihjel i den uendelige stræben efter at maximere vores livskvalitet og altid lidt mere end ‘The Joneses‘. 

En forældet kollektiv arbejdsrytme

I bogen gør hun op med, at vi som samfund stadig indretter os efter en forældet kollektiv rytme som stammer helt tilbage fra middelalderen. Ifølge Camilla Kring bør vi i stedet lytte meget mere til vores egen døgnrytme og indrette samfundet, arbejdslivet, sociale fællesskaber, familieliv efter de to anerkendte personlighedstyper; A-mennesket og B-mennesket eller måske endda efter hendes ‘one size fits one’ tilgang. 

"Man påtager sig et kollektivt handlingsmønster, hvor man følger fællesskabets 8-16 rytme uden at sætte spørgsmålstegn ved, om denne sociale rytme egentlig er ude af takt med det indre ur, vi alle sammen har."

Camilla Krings hovedargument er, at vi ikke tager højde for vores genetisk-bestemte indre ure og introducerer i bogen en særlig type forskning: kronobiologi hvor tre amerikanske kronobiologer i 2017 modtog Nobelprisen for at videnskabeligt bevise, at mennesker er genetisk kodet til en individuel døgnrytme. Det er altså ikke et spørgsmål om at træning kan lave om på vores døgnrytmer – de er dybt forankret i vores DNA.

Find din døgnrytme - og få overskud i hverdagen

Af Camilla Kring

Udgivelsesdato: 30-08-2021
ISBN13: 9788773390719
Forlag: Grønningen 1
Format: Hæftet
Antal sider: 112
Originalsprog: Dansk

Velkommen til samfundets tidskoordineret marionetspil, lille du.

Enhver som har været på barsel har oplevet tydeligheden af, at der hersker en kollektiv 8-16 arbejdsrytme. Overgangen fra barsel til job er hård, man savner de langsomme morgener, hvor man kunne aflevere de større søskende i børnehave når det passede ind i den enkelte families morgenrutine. Det endegyldige dødsstød kommer, når barnet går fra børnehave til skole, hvor der pludselig er en klokke som ringer kl. 08. Familien – og barnet – er nu optaget i kollektivets tidskoordineret marionetspil. 

Og det er netop grunden til, at mange mennesker ikke kender deres egen døgnrytme; fordi skoler og arbejdspladser har socialiseret os til én bestemt livsrytme. Man møder klokken 8, spiser frokost kl. 12 og går hjem klokken 16.

En dekonstruktion af forestillinger om arbejdslivet

Forfatteren er overbevist om, at der ligger meget livskvalitet gemt, såfremt vi formår at lytte til vores døgnrytme og sammen ændre måden vi arbejder på, så arbejdspladserne i højere grad tilgodeser individets døgnrytme – også til virksomhedens fordel. Og jeg er ganske enig, både før og efter at have læst denne bog. Jeg var derfor også nysgerrig på, om forfatteren formåede at tage skridtet videre end denne spirende og ulmende øffen i samfundet, som trods alt er blevet markant mere udpræget efter Covid-19’s nye arbejdsformer.

Lige præcis her, synes jeg at Camilla Kring rammer et ‘market gap’ som vi så fint ville skrive på CBS sprog; at forskningsmæssigt adressere elefanten i rummet og dekonstruere disse tre forestillinger om arbejdslivet: 

  1. Arbejdet foregår på kontoret i et veldefineret tidsrum – gerne otte timer hver dag, mandag til fredag.
  2. Det produktive menneske møder tidligt. Det er forkert og dovent at møde efter kl. 09.
  3. Jo flere timer du arbejder, desto mere produktiv er du.
 

Og netop virksomhedernes fordele ved sådan en døgnrytmisk forandring, tror jeg, er afgørende for at få denne udvikling til at ske. Ledere og arbejdsgivere skal se potentialet på bundlinjen, om det så er i form af højere produktivitet, bedre kvalitet eller mindre personaleudskiftning. Men her tror jeg, at hun samtidig kommer lidt til kort og hendes argument ender måske med at blive fremstillet som en idealistisk og utopisk drøm af hendes kritikere. For hvordan skal man få opgaverne til at gå op, hvis alle arbejdede når de ville. Det er ikke noget hun tilnærmelsesvis adresserer lavpraktisk, hvorfor hun mister en halv stjerne hos mig- men kun en halv – for hvilket ene menneske forventer vi har svaret på et komplekst og højest individuel organisationsproblem. 

Gør op med 'rigtigt' og 'forkert'

I min e-bog ‘Fravalg – hvordan du finder og bruger dine værdier til at forme dit slow living liv‘ kommer jeg ind på, hvorfor det kan være så svært at leve efter sine egne værdier. Hovedbudskabet er, at vores forestillinger om ‘rigtigt’ og ‘forkert’ er båret af en selvkonstrueret ‘alle’ som forhindrer os i at leve det liv, vi har lyst til (hvad ville ‘alle’ ikke tænke, hvis jeg droppede direktørstillingen og blev skraldemand). 

I bogen “Find din døgnrytme – og få overskud i hverdagen” anvender Camilla Kring samme principper. Hun gør op med, at intet er rigtigt eller forkert, blot individuelt. Hendes eksempler på folk som lever efter deres døgnrytme, f.eks. en kvinde og A-menneske som har droppet sociale aftensarrangementer med i stedet inviterer på frokost, er vigtige i opgøret med vores ‘alle’, både som privatpersoner, men så sandelig også på virksomhedsniveau. Vi skal normalisere individualiserede arbejdsliv. 

Fremtidsrytmer

Der hvor bogen for alvor vinder points hos mig, er forfatterens sidste del af bogen, hvor hun kommer med konkrete værktøjer til, hvordan vi som samfund og som individer kan leve efter individuelle døgnrytmer. Hun kalder afsnittet fremtidsrytmer og jeg er vild med særligt én af hendes idéer, som også er den mest originale: at lave overenskomster for kronotyper. 

Derudover kommer hun med andre konkrete forslag baseret på hendes kronobiologiske forskning, som at indføre senere mødetider i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og lade vores børn sove til de vågner. 

I det hele taget har hun introduceret ny terminologi som døgnrytmer, familierytmer og arbejdsrytmer til vores fælles forståelse og udvikling af vores alle sammens arbejdsliv og livskvalitet. Derfor tror jeg heller ikke at bogens budskaber ender med at være en døgnflue (høhø). 

Fra bagsiden

Du er født med en døgnrytme. Du er genetisk disponeret for at være morgenfrisk eller aftenfrisk. Met tager dine omgivelser ikke nødvendigvis hensyn til. 

Camilla kring fortæller en fascinerende historie om, hvordan magten over tiden er blevet frataget den enkelte. Fra middelalderens kirkeklokker, som ringede alle i gang med arbejdet, til industrisamfundet, som lærte os den taktfaste 8-16 rytme, og frem til i dag, hvor vi stadig tror, at one size fits all. På trods af at der idag findes mange måder at arbejde og være familie på. 

Derfor er one size fits one Camilla Krings råd til dig: Find din døgnrytme, og opdag, hvordan det at kende din rytme giver dig mere energi og livskvalitet, en mere produktiv hverdag og et bedre helbred.

ØNSKER DU MERE?

TILMELD DIG FOR AT MODTAGE DE SENESTE INDLÆG, TIPS OG EKSKLUSIVT INDHOLD!

Jeg spammer ikke, promise! Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet samtykker du til, at jeg må sende dig emails med nyheder og tilbud. Afmeld når som helst. Læs min privatlivspolitik.

Smid en kommentar

Din email bliver ikke offentliggjort

Måske kan du også lide

0
    0
    Kurv
    Din kurv er tomTilbage til shoppen