Madopskrifter

Slow food: Italiensk ragù alla bolognese – kødsovs som den bør være!

5/5

Ragù alla bolognese er den verdensberømte, klassiske italienske kødsovs, kendetegnet ved den lange kogetid og lækre ingredienser. Her får du opskriften på kødsovs, som du aldrig har smagt det før. Velkommen i himlen.

En (drømme)rejse til Italien

Lad mig starte ud med at sige, at jeg ELSKER Italien. Jeg elsker maden, vejret, menneskerne, sproget, ja det hele – næsten da (det vender jeg tilbage til).  Min kærlighed til støvlelandet er dog ikke kommet fra mishandlet danskerkødsovs eller en uge ved Gardasøen. Nej, jeg har faktisk boet i Italien i et år. 

Det var sommeren 2009 og jeg var lige blevet student fra Himmelev Gymnasium i Roskilde. Jeg havde det mildest talt elendigt i Danmark, fordi jeg efter en barndom i udlandet, kom hjem i 2006 og så dansk ud, talte dansk og havde dansk pas, men jeg følte mig på ingen måde dansk. Så jeg holdte ud, til jeg havde fået min studenterhue, og så købte jeg ellers en enkeltbillet til Reggio Calabria, hvor jeg slog mig ned i en uges tid på den smukke strand. Her mødte jeg en italiensk familie som manglede en au pair. De var på ferie og efter tre uger tog jeg med dem ‘hjem’ til Modena, en by lidt nord for Bologna. Her blev jeg så et års tid. 

Jeg elskede det og når jeg tænker tilbage, har det været den lykkeligste tid i mit liv, by far. I et helt år, levede jeg ‘på italiensk’ og fik både D-vitamin, pizza og vin nok for en hel livstid. Jeg levede på en sten og jeg var lykkelig. Jeg lærte italiensk (det hjalp lidt at kunne flydende fransk, så det gik tjept), bedstemoderen lærte mig at lave pasta fra bunden og min daværende kæreste at elske livet på italiensk! 

Bagsiden af medaljen var, at det italienske familieliv ikke er særlig rosenrødt. Hvis du tror, at vi har for lidt tid med familien i Danmark, så skulle du prøve at bo i Italien. Og derfor vendte jeg hjem. Jeg ville have et familieliv i Danmark. 

Jeg drømmer mig ofte tilbage til dette år, hvor jeg lærte så meget om livet, om mig selv og om verden. Jeg levede simpelthen drømmen, en dag af gangen. Og det er med absolut glæde at tænke tilbage, for det var så smukt. I dag er jeg et andet sted, men Italien vil altid være i mit hjerte. Også mit madhjerte. 

Det er jo fantastisk med sådan en livsrejse. Et årti efter mit italienske eventyr, blogger jeg om slow food med en direkte importopskrift fra slow food epicenteret Italien. Smukt ikke? 

Kender du ikke til slow food movement, så bør du helt sikkert læse op på historien. 

Opskrift på Italiensk ragù

4 personer - Forberedelse: 15 min. - tilberedelse: 2 timer og 30 min.

Ingredienser

Fremgangsmåde

1. Start med at skrælle guleroden og pille løg og hvidløg. Hak løg, gulerødder, selleri og hvidløg i små fine stykker. Skær derefter pølsen i små stykker som grøntsagerne.

2. Med lidt olivenolie, varm en stor, dyb, pande med låg op på højeste blus. Tilsæt grøntsagerne når olivenolien er varm og svits et par minutter. 

3. Når løgene er gyldne, tilsættes hakkekødet og imens det brunes hakker du med en grydeske, så kødet bliver så små som krummer. Tilsæt pølsen.

4. Når kødet er brunet, skubber du det over til en side for at gøre plads til at svitse tomatpuréen i et par minutter (det fremhæver smagen). Tilsæt derefter de hakkede tomater og rør rundt. 

5. Kom krydderierne og rødvinen i til sidst og lad retten simre på laveste blus i 1 time med låg og derefter 1,5 time uden låg. Husk at tjekke ind en gang imellem og røre rundt. 

Når konsistensen er lidt som blød havregrød (jep!) så er den færdig. Ingen kødsovssuppe her!

Servér på frisk pasta med en god friskrevet parmesanost. Du kan med fordel lave dobbelt portion og fryse ned eller komme på henkogte glas.

Buon appetito

 

TIP: Mangler der væske kan du tilsætte en smule bouillon ad gangen og lade det koge ind

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *